Tingstedet
Tingstedet i Kværndrup er vores jord, det blev af den tidligere greve på Egeskov tilskødet vagabonderne i 100 år. På pladsen står der et træ med en cirkel af siddesten omkring, disse går i arv, jeg overtog min sidste år fra Måneskin, der mødte op og overdrog mig den, tak skal du ha´Måneskin. Der er ingen der rigtig ved hvor mange år der har været ting i forbindelse med markedet, men jeg har læst beretninger fra 1950'erne, dengang lå tingstedet dog et andet sted. Det kan i parantes bemærkes at alle vagabonder skulle være uden for byskiltet inden kl 12.00 samme dag, da de ellers ville blive anholdt. Det stod i politivedtægten for Kværndrup sogn.
Kl 10.00 starter tinget med en gudstjeneste, den udføres nu af Korshærspræsten fra Odense Peder Thyssen. Tidligere var det, til hans død, pastor Emeritus Kristian Kjeldgaard (æret være hans minde) der forrettede tjenesten. Vi synger et par salmer, præsten taler, hundene gør, folk snakker, der tysses og så holder vi ting. De senere år er Korshæren kommet med smørebrød, tak for det.
Inden Kjeldgaard gik af som præst i Kværndrup Kirke blev gudtjeneste afholdt aftenen før i Kirken, men den nye præst havde ikke den samme tålmodighed med en flok fulde landevejsriddere, så hun ville ikke mere. Kjeldgaard erklærede så, "at hvis vagabonderne ikke kunne komme i kirken så måtte kirken komme til vagabonderne", derfor blev gudstjenesten flyttet til Tingstedet. Der er stadig aftengudstjeneste i forbindelse med Døllefjælde Musse marked, selv hundene er velkomne. Læs denne artikel. Der er også gudstjeneste i Hjallerup, det foregår i det store øltelt. Der er ikke altergang men tre barer er åbne.
